Udlodning af kunst ved generalforsamlingen
Ifølge foreningens vedtægter skal mindst 75% af medlemskontingentet anvendes til kunstaktiviteter og køb af kunst til bortlodning.
Indkøbte kunstgenstande udloddes i forbindelse med den årlige generalforsamling.
Som nyt medlem startes med 1 lod ved den første generalforsamling. Vinder man ikke, tildeles der for hvert af de efterfølgende år yderligere 1 lod indtil medlemmet har 5 lodder. Når man vinder, startes der ved den efterfølgende generalforsamling igen med 1 lod.
Par medlemskab og skole medlemskab betragtes som 1 medlem ved lodtrækningen.
Bevarelse af antallet af lodder i puljen forudsætter rettidigt betalt kontingent. Har man ikke det, deltager man i lodtrækningen på lige fod med nye medlemmer.
Det enkelte medlem tildeles et antal lodtrækningsnumre svarende til antallet af lodder i sin pulje. Disse numre fremgår af en seddel, der udleveres til medlemmet på generalforsamlingen. Numrene er desuden anført på den udskrift af foreningens medlemsliste, der foreligger på generalforsamlingen.
Vinderne skal være til stede for at vinde eller have givet en skriftlig fuldmagt til et andet medlem, der vælger gevinsten for vinderen. Fuldmagter kan også gives til bestyrelsen, og skal i så fald være ledsaget af en prioriteringsliste over gevinsterne. Omfatter prioriteringslisten kun nogle af gevinsterne, og medlemmet udtrækkes efter at de prioriterede værker er væk, vil bestyrelsen vælge det sidste værk blandt de, der er tilbage, når øvrige vindere har valgt.
Vinderne vælger deres gevinster efterhånden som de udtrækkes, og et medlem kan kun vinde 1 gevinst. Et medlem, der personligt er til stede, kan vælge at sige nej tak til én af de sidste to gevinster uden at det får indflydelse på antallet af vedkommendes lodder i puljen.
Blandt de medlemmer, der møder personligt op til generalforsamlingen, men ikke vinder ved den ordinære lodtrækning, trækkes lod om et antal ekstragevinster. Parmedlemmer deltager med 2 lodder, hvis begge møder op, men kan kun vinde én ekstragevinst. Vindere af ekstragevinster mister ikke deres lodder i puljen.